Erobring eller bare et grimt rygte?
Åh, historien om Julius Cæsars invasioner af Britannia i 55 og 54 f.Kr. Det er en vild historie, der beviser, at selv de største hærførere kunne være lidt tossede. Forestil dig at krydse Det engelske Kanalselvom ingen nogensinde havde gjort det før! Talk about #YOLO.
Cæsars dårlige undskyldninger
Cæsar påstod, at briterne støttede de gallieresom romerne var i krig med. Men lad os være ærlige, det var nok bare en dårlig undskyldning for at tjekke øen ud. Rygterne gik om, at der var guld, sølv og perler i Britannia, så Cæsar ville have sin del af kagen. Og hey, hvem kan bebrejde ham? En mand har brug for at shine i folks øjne, især når man har sådan nogle power-rivaler som Pompey og Crassus.
Invasion eller kulturel udveksling?
Cæsars invasioner var nok ikke så slemme, som man kunne frygte. Selvom han ikke erobrede øen, banede han vejen for samhandel og kulturudveksling mellem briterne og romerne. Nogle britiske stammer tog faktisk romernes måder til sig og importerede alt muligt smukt ragelse fra Rom. Andre stammer var ikke så vilde med de nye naboer, men hey, sådan er det nogle gange.
Guderne blander sig
Romerne var mestre i at blande religioner. De fandt på hybridguderderblandede deres egne guder med lokale guddomme. Briterne fik også en masse nye kulter, som for eksempel tilbedelsen af Mithras, solgudensom de fleste kun kendte fra De Udødelige-filmene. Og så var der selvfølgelig kristendommen, der begyndte at vinde indpas blandt de fine folk i det 4. århundrede.
Arven efter Cæsar
Selvom Cæsars invasioner ikke førte til en øjeblikkelig erobring, barede de vejen for den romerske indflydelse i Britannia. Det var først i år 43, at kejser Claudius rent faktisk erobrede øen for romerne. Men Cæsars eventyr var starten på en kulturel og religiøs udveksling, der formede Britannia i århundreder fremover. Så næste gang du ser en britisk kostumeserie, så tænk på, at det hele startede med en lidt for eventyrlystenchef, der var vild med guld og berømmelse.
