Græske vampyrmyter tænder hårlogen

Ifølge en skør myte skulle rødtoppede antikke grækere have været sikre kandidater til vampyrisme efter døden. Slå dog koldt vand i blodet, for det syge rygte holder ikke for en historisk kilde-checkning.

Vampyrmyterne vi kender i dag, stammer fra fede folklore-rødder i Østeuropa. De blodtørstige væsener stak deres skarpe tænder frem første gang i 1800-tallets gotiske romaner som Bram Stokers “Dracula.” Inspiration groede ud af gammel, lokal overtro om uklare nattevæsener.

De græske guder rullede med åbne øjne

I stedet for blodsugende uglereder gemte oldtidens græske mytologi sig bag rædsomme væsener som Lamia og Empusa. De havde arme og ben som edderkopper og slugte uartige børn til aftensmad. Så græsk was græsk, og vampyr noget helt andet!

Selvom oldgrækernes efterlivs-forstillinger blæste fis i vejret i mangel på rødtops-vampyrer, var håndteringen af deres døde alligevel langt fra banal. De troede, at de afdødes sjæle drev rundt i underverdenens Hadeslande, medmindre de blev ordentligt stedt til hvile med mønter på øjnene og en ged eller to ofret undervejs.

Britiske brok knækkede hår-respekten

Vampyrmyten stammer altså ikke fra havfruevenlige grækere. Nej, brite-mobningen af pælerede skal have æren. De kække kartoffel-munkerier hadede rødderne så inderligt, at de slet ikke talte om deres egen kongefamilie, der flittigt videreførte den lyse hårvækst! Her lugter myten af gammeldags, xenofobisk nedsættelse.

Så slip hårlokken! De græske guder kridtede bare deres smukt-lokkede bagehovedr – inklusive den rødhårede Apollon og hans knitrende overskæg – mens de lo ad os nulevende, der ærligt tror, at rødhåret udløser vampyrtænder, bare fordi en enkelt brittisk-radikal bondekættere fik orden til at afskrække naturens smukke hårvarianter.