Tænk, at nogen gad spilde årevis på at selvmumificere sig selv! Det lyder da som en forfærdelig måde at dø på. Men for nogle buddhistmunke i Japan var det endda et livsværk. Velkommen til mit skøre indlæg om den sindssyge praksis Sokushinbutsu, buddhistisk selvmumificering.

Nørdet baggrund

Sokushinbutsu-grejet opstod i det 11.-19. århundrede blandt nogle særligt dedikerede buddhistmunke fra Shingon-sekten. De var vilde med mystik, shamanisme og bjergdyrkelse og troede, at man kunne opnå oplysning ved at mumificere sig selv. Måske ikke den mest opfindsomme måde at finde indre ro på, men hvem er jeg til at dømme?

Så meget bøvl for et buddhisttrofæ

For at blive en ægte selvmumie skulle munkene gennemgå et arduøst forløb, der tog mindst tre år. Først skulle de i tusind dage leve af rødder, nødder og bark – talk about en udfordrende diæt! Hvis de overlevede det, blev de gravet op for at se, om de var gået i forrådnelse. Hvis ikke, blev de udstillet på et tempel som en slags sindsyg buddhistisk trofæ.

Peak dedikation

Hele pointen var angiveligt at opnå oplysning for at hjælpe andre. Gad vide, om det så var en slags dødsgaranti for at komme i buddhahimlen eller noget? Under alle omstændigheder kræver det sgu en helvedes dedikation at ofre så mange år på at lade sig mumificere. Og jeg troede, at Namaste-damer, der mediterede i to timer, var vilde!

Et makabert kuriosum

I dag er Sokushinbutsu primært et makabert kuriosum fra den japanske religionshistorie, som fascinerer og skræmmer på samme tid. Men hey, hvis nogle buddhistmunke fandt indre ro ved at lade sig mumificere, så lad os da bare være glade for, at de fandt deres egen vej til oplysning – selvom den var lidt bizar.